QWERTY vs. Dvorak vs. Colemak: Er alternative tastaturlayouts værd at lære?
QWERTY har et omdømmeproblem, som det aldrig helt har løst: den populære historie går på, at det blev designet til at bremse maskinskrivere ved at placere almindelige bogstavpar, så tidlige mekaniske skrivemaskiner ikke ville sætte sig fast. Den fulde historie er mere rodet end det, og historikere diskuterer stadig, hvor meget af layoutet der egentlig handlede om at forhindre papirstop versus andre produktionsbegrænsninger fra 1870'erne. Hvad der ikke er til diskussion, er, at QWERTY blev optimeret til en maskine, der ikke har eksisteret i årtier, ikke for komforten eller hastigheden af en menneskehånd på et moderne tastatur.
Dvorak, designet i 1930'erne, tog den modsatte tilgang med vilje. Almindelige bogstaver sidder på den første række, cirka halvfjerds procent af skrivningen på et Dvorak-layout sker uden at dine fingre nogensinde forlader den række, sammenlignet med en meget mindre andel på QWERTY. Layoutet fordeler også belastningen mere jævnt mellem hænderne og reducerer, hvor ofte en enkelt finger skal udføre arbejde i træk. På papiret, og i et ret stort antal små undersøgelser, betyder dette mindre fingerbevægelse og noget mindre træthed over lange sessioner.
Colemak kom meget senere, i 2006, med et mere moderne mål: at få de fleste af Dvoraks ergonomiske fordele, samtidig med at man ændrer langt færre tastepositioner fra standard QWERTY, især ved at undgå mange af de almindelige tastaturgenveje som kopier, indsæt og fortryd, der af en grund findes på forudsigelige steder. Dette gør Colemak mærkbart hurtigere at lære for en erfaren QWERTY-skriver, da en stor del af den muskelhukommelse, man allerede har, forbliver brugbar.
Så hvad sker der egentlig, hvis man skifter? Det ærlige svar er, at de fleste mennesker ser beskedne, ikke dramatiske, gevinster, og kun efter at have betalt en reel kortsigtet omkostning. Forvent flere uger med at skrive betydeligt langsommere end din gamle QWERTY-hastighed, mens din hjerne bygger et nyt sæt motoriske mønstre stort set fra bunden, da proceduremæssig hukommelse ikke overfører mellem layouts, som man måske håber. Nogle mennesker stabiliserer sig under deres gamle QWERTY-tophastighed i flere måneder, før de til sidst overgår den; andre forpligter sig aldrig helt og ender med at være middelmådige på begge.
De personer, der tydeligst drager fordel af det, er typisk maskinskrivere, der kæmper med reel belastning eller gentagne stresssymptomer på QWERTY, hvor et layout, der reducerer akavede fingerstrækninger, kan være en betydelig hjælp, sammen med de ergonomiske skrivebordsskift, der er dækket andetsteds. For en person, der allerede skriver hurtigt og komfortabelt uden smerter, er argumentet for at skifte meget svagere, da den teoretiske loftsgevinst sjældent opvejer uger med frustrerende tilbagegang plus det vedvarende besvær med at bruge andre menneskers QWERTY-computere resten af livet.
Hvis du alligevel er nysgerrig, er den lavest risikable metode Colemak, netop fordi den bevarer mere af det, du allerede kender. Indstil dit operativsystems inputlayout uden at forpligte dig udelukkende til det, øv dig i korte daglige sessioner i stedet for at skifte pludselig, og giv det mindst en måned, før du bedømmer resultatet. Layoutvalg er en af de få ægte personlige beslutninger i forbindelse med skrivning: værd at vide om, sjældent værd at stresse over, og aldrig noget, du behøver at ændre, bare fordi det eksisterer.